
hold I nakken

Hold I nakken
Et hold i nakken, et såkaldt facetledssyndrom, viser sig ved at nakken spænder op og bevægelsen indskrænkes. Det er ofte de små styreled i nakken og musklerne omkring disse, der spænder op. Det er ganske ufarligt, men kan være smertefuldt og selvsagt meget generende mens det står på. Det kan opstå både akut fx ved bevægelse af nakken, man kan vågne med det om morgenen, eller det kan komme snigende over længere tid. Årsagen kan altså være den samme, selvom det opstår på forskellig vis, og nogle oplever det flere gange om året, mens det for andre er et enkeltstående tilfælde
Uanset hvordan det er opstået, kan det behandles med rigtig god og ofte hurtig effekt, hos kiropraktoren.
Ved undersøgelsen vil kiropraktoren udelukke om der kan være tegn på nerverodspåvirkning/diskusprolaps, skade på andre strukturer eller bagvedliggende sygdom der kan forårsage smerterne. Men hos langt de fleste er diagnosen uspecifikke nakkesmerter, og behandles effektiv med manuel behandling. Derudover vil du også få vejledning i ergonomi og træningsøvelser, hvis dette findes relevant.
Indtil du bliver undersøgt af kiropraktoren, kan smerterne ofte lindres ved let bevægelse af nakken eller en ispose på nakken på i ca. 10 minutter ad gangen. Almindelig smertestillende medicin kan også være en hjælp i den akutte fase, hvilket din læge kan vejlede dig omkring.

Hovedpine

Hovedpine
Hovedpine er ekstremt hyppigt og over 90% af danskerne oplever hovedpine på et tidspunkt i livet. Det er også én af de hyppigste årsager til lægekontakt i Danmark.
Det er vigtigt at udelukke sekundære sygdomsårsager til hovedpinen, og derfor er undersøgelsen hos patienter med hovedpine altid grundig. Selve sygehistorien er væsentlig og derudover foretages en objektiv undersøgelse der altid indeholder måling af blodtryk, og når det er relevant også neurologiske undersøgelser.
De typiske hovedpine-former vi møder i kiropraktor-praksis er spændingshovedpine og nakkehovedpine. Mange opfatter disse to typer, som værende samme slags hovedpine, men årsagen til hovedpinen er forskellig, hvorfor de også bør håndteres forskelligt.
- Spændingshovedpine skyldes spændinger i musklerne i nakken, skulderåget og den øverste del af ryggen.
- Nakkehovedpine opstår pga. spændinger i nakkens led og i leddet mellem kraniet og den øverste nakkehvirvel
For begge typer gælder det, at de kan opstå relativt akut, fx efter en uvant aktivitet eller ved at sove med en anderledes hovedpude, eller det kan kommende snigende over længere tid. Ved sidstnævnte årsag, er det ikke altid man kan udpege grunden til spændingerne, men ofte kan man kigge på arbejdsvaner, sidde- og sovepositioner. Uanset hvordan spændings- eller nakkehovedpine er opstået, kan den afhjælpes med god effekt af kiropraktisk behandling.
Andre typer hovedpiner, hvor muskler og led ikke er den primære årsag, kan ofte lindres af kiropraktisk behandling. Dette fordi mange oplever at have nakke- eller spændingshovedpine sammen med fx Migræne eller klyngehovedpine, og når spændingerne behandles oplever man at den samlede hovedpine mindskes væsentligt.
Medicin-induceret hovedpine er meget hyppigt forekommende, og desværre ofte overset. Hvis du tager medicin fast, eller ofte tager håndkøbsmedicin som Panodil eller Ipren, kan det være en god ide at kigge din medicin igennem, sammen med din læge. Den primære bivirkning på mange præparater er nemlig hovedpine.
Børn døjer desværre også relativt hyppigt med hovedpine, således har 40% haft hovedpine inden de fylder 7 år, og 75% inden de fylder 15 år. Et nyt studie fra Nordjylland på skolebørn med hovedpine, har vist rigtig god effekt af kiropraktisk behandling af børn med hovedpine, så hvis dit barn klager over ondt i hovedet, er der god grund til at få det undersøgt hos kiropraktoren.

Stenose

Stenose
Stenose er forsnævring af rygmarvskanalen og opstår på grund af degenerative forandringer. Dette er den naturlige aldring af knogler, brusk og ledbånd omkring rygsøjlen, og foregår hos alle mennesker fra ca. 20 års alderen og fremefter. Hos langt de fleste er forandringerne små og giver først gener sent i livet – hvis de overhovedet giver problemer. Hos andre kan man få ondt af det tidligere, ofte fra 50-års alderen. Stenose sidder oftest i lænden, men kan forekomme i hele ryggen
Symptomerne på stenose er ondt i ryggen, evt. med udstråling til et eller begge ben. De fleste med stenose oplever også træthed i benene og nedsat gangdistance, hvor man efter en vis distance har brug for at kunne sætte sig ned og hvile, for derefter at kunne gå videre igen. Cykling er som regel en god aktivitet der ofte kan laves uden begrænsninger.
I svære tilfælde kan kirurgi være nødvendigt, men hos de fleste kan symptomerne lindres med manuel behandling og træning. Det er også væsentligt at lære forskellige øvelser og tiltag man kan gøre i løbet af ens dagligdag, som kan lindre og forebygge symptomerne.
Diagnosen stilles på baggrund af symptomerne, og i nogle tilfælde vurderes disse også på røntgenbillede eller MR-scannning.
At have stenose kan være meget hæmmende for dagligdags aktiviteter og der er god grund til at få hjælp til at håndtere dette. Det er ikke farligt at have stenose i ryggen, for selvom tilstanden gradvist udvikler sig, går det hos de fleste meget langsomt. Således har de degenerative forandringer været undervejs i 10, 20 eller 30 år, før der opstår symptomer.
Hvis du har symptomer der minder om ovenstående, er det en god ide at få det undersøgt hos kiropraktoren

Kontakt
Skanderborg Kiropraktik
Godthåbsvej 15
8660 Skanderborg
Telefon: 86 52 31 55
E-mail: kontakt@skanderborg-fys.dk
Åbningstider
Mandag – 8:00 – 14:00
Tirsdag – 8:00 – 11:00
Onsdag – 12:00 – 18:00
Torsdag – 12:00 – 16:00
Fredag – åben efter aftale
Lørdag – Lukket
Søndag – Lukket
Telefontider
Mandag 8:00 – 16:00
Tirsdag 8:00 – 16:00
Onsdag 8:00 – 16:00
Torsdag 8:00 – 16:00
Fredag 8.00 – 14.00
Lørdag Ingen telefontid
Søndag Ingen telefontid